5 neurotips til dig, der vil lave spændende PowerPoint-præsentationer

Du har sikkert selv oplevet følelsen af at glide ind i en altopslugende PowerPoint-koma under en fremlæggelse. Undgå at udsætte dine egne tilhørere for den oplevelse.

En overvældende strøm af skriftlige informationer samtidig med en talestrøm er ikke en særlig god kombination for hjernen. For at hjælpe dine tilhørere med at indlære og huske, hvad du har fortalt dem, skal du trigge følelser og sanser.

Her er din PowerPoint-strategi:

 1. Hjernen kan ikke høre og læse på samme tid – minimér teksten!

At høre og læse aktiverer samme sted i hjernen. Derfor kan vi ikke begge dele på en gang. Når dine tilhørere læser dine præsentationer på storskærmen, hører deres hjerne i virkeligheden en indre stemme – denne stemme vil konkurrere med DIN stemme, når du står og fremlægger. Det svarer til, at to mennesker taler til hjernen på en gang. Du mener måske, at du sagtens kan begge dele, men det, der sker i hjernen, er, at du skifter mellem den ene og den anden stemme. Og udfaldet er ”hvid støj”, og du får ikke optimal opmærksomhed på nogen af stemmerne.

Derfor: Brug et større billede og en mindre punktopstilling! Og lad være med at sige til tilhørerne, at nu kommer der nogle præsentationer, de ikke behøver at læse – for det gør de. Og så misser de måske vigtige informationer i din tale.

 2. Billeder og tekst ”fordøjes” bedre SAMMEN

Når billeder og tekst præsenteres sammen, indlærer og husker tilhørerne informationerne meget bedre, end hvis du kun havde brugt billeder ELLER tekst. Ord kan fortolkes forskelligt af tilhørerne – derfor kan et billede og en enkelt punktopstilling ved siden af understøtte dine pointer bedst. Alternativt en enkel model/illutration/figur. Det hjælper tilhørerne med kontekst og forståelse – og trætter mindre mentalt.

3. Farver og kontraster er vigtige!

Farveblinde ser rød, grøn og blå anderledes. Derfor: Brug høje kontraster – og hvid baggrund er det sikreste valg.

4. Placér elementerne optimalt

Vælg et layout og hold dig til det på alle præsentationer. Det vil gøre det lettere for tilhørerne at fokusere på tekst og billeder, uden at øjnene skal ”lede” for meget rundt. Hold billeder og tekst adskilt, logo væk fra vigtig tekst i header og hold dig til få billeder og en smule tekst på hver præsentation.

5. Hjernen elsker historier

Dine tilhøreres evne til at holde opmærksomheden rettet mod dig og præsentationen varierer alt efter deres helbred, alder, energi, interesser og distraktionsniveau. Lige som du skal være god til at koordinere tale og billeder i forhold til dit publikum, så skal du også huske tempo og timing. Hypnotisér ikke med monoton tale – brug pauser hvert 10. minut til at ”forstyrre” din præsentation og den lurende ”powerpoint-koma” hos publikum.

Pauser/forstyrrelser kunne være:

  • et videoklip
  • en fysisk aktivitet
  • lidt FAQ
  • storytelling (Hjernen elsker historier! Historier bruger flere dele i hjernen end lister, fakta og argumenter. Når du fortæller en historier, løfter du derfor energiniveauet blandt publikum, fastholder deres interesse og engagement.

Husk også at skifte tempo under din præsentation …

God fornøjelse med at opbygge dine præsentationer!

HAR DU BRUG FOR HJÆLP TIL FAGLIG FORMIDLING?

LÆS FLERE ARTIKLER: